Tegn på sygdom

Det er de voksnes ansvar at børn og unge trives og føler sig trygge derhjemme. Og når man som voksen tager ansvar for at tale med barnet om den psykiske sygdom, så viser man dem, at det er okay at tale om. Det er vigtigt, for at barnet kan føle sig tryg, og får mulighed for selv at få et sprog for det vilkår, de vokser op i.

Når barnet forstår, hvad der sker og hvorfor, kan barnet bedre navigere i situationerne. Det fritager barnet fra at tænke, at det har noget med barnet selv at gøre og det kan forhindre, at barnet eller den unge påtager sig skylden for, at mor eller far har det svært.

Tal med barnet om dets oplevelse. Spørg, hvad det har lagt mærket til, og om der er noget, der fylder. Noget af det barnet kan opleve er, at forælderen kan være træt, ked af det, vred, kortluntet, opfarende eller mentalt fraværende.

Når barnet kan tale med en voksen om, hvad det oplever, hjælper det barnet til at forstå de svære situationer, der kan opstå på grund af forælderens psykiske udfordringer.

Til yngre børn bør forklaringerne være korte. Til ældre børn kan samtalen blive mere detaljeret. Unge skal hjælpes til at finde den rette balance mellem at gøre det, der er godt for dem selv (leve deres ungdomsliv) og bruge energi på forælderens sindstilstand.

Du kan f.eks. sige:

”Psykisk sygdom er en (usynlig) sygdom, som laver rod i tanker og følelser. Det betyder, at jeg/mor/far ikke altid kan være sammen med dig på den måde, som jeg helst vil, og som du har brug for. Det har ikke noget med dig at gøre.”

”Nogle gange fylder den psykiske sygdom så meget, at jeg bliver meget træt/bliver alt for hurtigt sur/bliver meget ked af det. Det er ikke din skyld, men det er fordi, at jeg har en sygdom, som forstyrrer mig. Er det noget, du har lagt mærke til?”

”Du må rigtig gerne spørge, hvis der er noget, du tænker på.”

”Der er andre voksne, der hjælper mig med at få det bedre. Det er ikke din opgave at passe på mig.”

Overlad det ikke til børn og unge selv at spørge, men italesæt med jævne mellemrum de svære situationer og følelser du tror, de kan have. Gennem samtaler udvikler børn og unge et sprog for det, de oplever. Det hjælper dem til at tale om det – også med andre.

Ved at signalere, at det er fint at tale om psykisk sygdom – også med andre – og ved at tage ansvar for at hjælpe barnet eller den unge til at få hjælp i sit netværk, giver du ham/hende mulighed for at dele sine tanker og følelser. Vi ved, at det hjælper rigtig meget at have en anden voksen at tale med om sine oplevelser og at møde forståelse for det svære.

Du kan for eksempel foreslå til dit barn, hvem der kunne være en fortrolig.

Sig fx:

”Når jeg får det rigtig svært, kan du tale med moster. Jeg har aftalt, at vi altid kan ringe til hende.”

”Jeg ved, at det hjælper at tale med nogen om, hvordan man har det, og hvad man tænker på. Hvem taler du med? Hvis du har lyst, kunne bedstefar/vores nabo være en voksen, du kan betro dig til – I plejer jo at have det godt sammen”.

Børn og unge, som vokser op i familier med psykisk sygdom, bruger særlig meget energi på at fornemme stemninger og forældres humør. Når du som forælder med psykisk sygdom kan tage ansvar for dine egne ressourcer og være tydelig omkring, hvilken energi du har, eller hvilket humør du er i, frisætter du barnet eller den unge fra selv at skulle afkode skiftende stemninger.

Fortæl barnet eller den unge, hvordan du har det – for eksempel om det er en god eller dårlig dag, eller om du har meget eller lidt energi. Fortæl også, hvordan du (og eventuelle andre voksne, som hjælper dig), tager ansvar for både hvornår og hvordan, I kan være sammen på den bedst mulige måde, for eksempel ved at planlægge pauser eller få andre voksne til at træde til.

Som pårørende forælder kan du også forklare barnet årsagen til, at samværet med den anden forælder ikke kan være, som barnet eller den unge ønsker sig.

Hvis du er forælder med en psykisk sygdom, kan du for eksempel sige:

”I dag er en dårlig dag, og jeg kan ikke lave de aktiviteter, vi har aftalt. Det har ikke noget med dig at gøre.”

”Jeg har arrangeret, at du kan være sammen med nogle andre, for jeg har det desværre ikke så godt.”

Hvis du er pårørende forælder, kan du for eksempel sige:

”Jeg ved, du savner din mor/far, men det er bedst, at I ikke ses så meget i denne tid, hvor hun/han har det særlig svært.”

Tal med barnets pædagoger eller lærere om situationen derhjemme, så de kan støtte barnet bedst muligt og på en relevant måde. Generelt hjælper det børn og unge, når der er én i deres hverdagsliv, der ved, hvordan de har det, og som de kan tale med.

Det er også en hjælp på særligt svære dage, for eksempel hvis det har været en svær morgen. Hvis barnet ikke er kommet godt ud ad døren hjemme, kan det fylde hele dagen, og så kan det hjælpe, at pædagogen eller læreren ved besked og kan støtte på en relevant måde.